Aflysning af KANT Festival 2020

Grundet omstændighederne med COVID-19, og efter dialog med politimyndighederne og Kulturministeriet, er vi nødsaget til at aflyse årets KANT Festival

KANT Festival 2020 skulle finde sted i den kommende weekend, d. 2. – 4. oktober, i Thisted Musikteater.

Både fra politiet og fra Kulturministeriet lyder meldingen klart, at det ikke kan tillades, at vi afholder festivalen.

Det er med stor beklagelse og ærgrelse, at vi må erkende, at der ikke bliver nogen festival i år.

Vi har, til det sidste, håbet på at kunne gennemføre, men vi har samtidig fulgt situationen med COVID-19 tæt og er naturligvis udelukkende interesserede i at følge myndighedernes retningslinjer.

Den rigtige og svære beslutning

I en situation som denne, hvor en pandemi hærger i det meste af verden, skal vi gøre op med os selv, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt. En fotografisk festival er ikke vigtigere, end vores alle sammens velbefindende og helbredstilstand. KANT Festival er ikke livsvigtig.

Derfor er vi ikke i tvivl om, at en aflysning er det rette spor at følge. Også selvom det smerter os, og selvom vi ved, at mange af vores trofaste følgere, festivalgæster, udstillere og foredragsholdere bliver skuffede og ærgerlige.

Vi står i KANT-teamet lige nu i en besynderlig situation med en aflysning at et kulturelt arrangement, som har taget os et år at arrangere, og som ligger vores hjerter nært. Men vi står alle sammen i en langt mere bekymrende og alvorlig situation med COVID-19.

Festivalbilletter refunderes

Har du købt festivalbillet på forhånd, får du naturligvis dine penge refunderet. Dette sker i løbet af de kommende par uger.

Vi håber på det bedste for alle, og vi håber på at kunne åbne dørene til KANT Festival på den anden side i 2021.

Relateret

1 Response
  1. Bo Bjerre

    Tak for det store forarbejde I har lagt i det. Uanset at arrangementet ikke gennemføres, fortjener I stor opbakning. Vi mindes tidligere gode arrangementer, og ser frem til næste år.

Leave a Reply