Fredrik Clement

Fredrik Clement

Foredragsholder

Foredrag: Søndag d. 2. oktober kl. 11:15

Fotograf Fredrik Clement har specialiseret sig i sportsfotografi med et dokumentaristisk blik på mennesker og omgivelser. Han arbejder både med personlige projekter og for brands som Adidas, Nike, North Face, BMW og Asics og har bidraget med redaktionelt indhold til blandt andre Men’s Health, Esquire og det britiske cykelmagasin Rouleur.

Fredriks seneste udgivelse er fotobogen No Place Like Home; et to-årigt projekt fotograferet fra 2019 til 2021, udelukkende på film. Bogen er et fotografisk portræt af surfkulturen ved kysten i Thy, og den giver et unikt indblik i surfmiljøet, dets mennesker og ikke mindst landskabet.

Når man bor i Thy, mærker man hurtigt at her spiller naturen en stor rolle i folks liv. Jeg flyttede hertil med min familie for seks år siden for at bo et sted hvor jeg blev inspireret så snart jeg gik ud af døren. Derfor har jeg lavet bogen som en hyldest til landskabet og de mennesker der bor her.” fortæller Fredrik Clement.

I bogen No Place Like Home har han rettet kameraet mod de lokale surfere. “Jeg er fascineret af det tætte forhold der er mellem surferne og havet. Jeg vil prøve at vise miljøet uden filter. Det har aldrig handlet om at lave billedet af den perfekte bølge. For mig er andre ting mere interessante, blandt andet det sociale og fællesskabet. Det fylder utrolig meget, også i forhold til hvor lang tid man egentlig er på bølgen. Der bliver sendt sms’er, og man bruger tid på at se på kameraer, snakke sammen og køre til andre surfspots for at kigge om bølgen er der. Og fællesskabet kører efter naturens regler fordi det er bølgen der bestemmer,” fortæller Fredrik Clement.

© Fredrik Clement