Det Grønne Paradoks
PRESSEMEDDELELSE
Kunstbog: kan man bevare naturen og samtidig udvikle grøn energi?
Det Grønne Paradoks er en kunstbog med bidrag fra fjorten kunstnere, der hver tager sit eget kig på paradokset mellem at bevare og beskytte naturen og at redde klimaet med omstilling til grøn energi.
Kan man både bevare de sidste rester af vild natur i Danmark og udvikle nye og mere effektive former for grøn og bæredygtig energi?
Natur og/eller grøn energi?
Udgangspunktet for kunstbogen Det Grønne Paradoks er Hjardemål Klit i Thy, hvor et igangværende vindmølletestcenter udvides med megavindmøller på op til 450 meters højde og Power To X-anlæg.
Området ligger i et af Danmarks sidste og største, vilde naturområder, der desuden er en del af landets længste ubebyggede kyststrækning.
Den Danske Ordbog skriver om ordet paradoks: ”situation, ytring el.lign. som er virkelig eller sand, men virker selvmodsigende, bagvendt eller absurd.”
I Danmark er mere end 60 procent af landarealet landbrugsland, og mindre end tre procent er vild natur.
Kunstnerisk inspiration til samtale
Kunstbogen Det Grønne Paradoks er baseret på fondsstøtte og frivilligt arbejde. Kunstnerne deltager af egen fri vilje og interesse og har ikke fået betaling for at deltage.
Målet med bogen er at inspirere til samtale gennem kunst, da kunsten ofte stiller flere spørgsmål, end den giver svar.
Paradokset mellem naturbevarelse og udvikling af grøn energi udforskes, udfordres, debatteres i bogen af en gruppe af kunstnere, der består af kunstmalere, kunst- og dokumentarfotografer, musikere, forfattere, digtere, skulptører, illustratorer.
Kunstbogen Det Grønne Paradoks udgives 2. april 2026 Fernisering på Kirsten Kjærs Museum kl. 14, Langvadvej 64, 7741 Frøstrup
For yderligere information kontakt: Carsten Krog Pedersen carsten@kantfestival.dk , mobil: 23636223 og hent pressemateriale her: https://www.det-groenne-paradoks.dk/

