Tekst og foto: Morten Kyndby Holm
Charlotte fra Odder er trofast gæst til KANT Festival – og i naturen i Thy
”Det udvider min tankegang om det at tage billeder, og jeg sidder og tager notater under foredragene”, fortæller Charlotte Romar fra Odder, trofast gæst til KANT Festival.
En ung fotograf fra Aarhus, Malte Bülow, har netop været på scenen til KANT Festival 2025. Under hans foredrag fik Charlotte 10-15 gode ideer til at blive en bedre naturfotograf, fortæller hun. Herunder en konkret oplysning om et fugleskjul på Mols:
”Jeg er ikke en der ligger i mange timer for at få det rigtige billede. Men sådan et fugleskjul kunne jeg godt tænke mig at besøge”.
Charlotte er socialpædagog og understreger, at hun som fotograf er ”absolut amatør”. Hun nøjes ikke med at bruge sit kamera i naturen. På rejser fotograferer hun ”mennesker og alt muligt andet”, og som medarbejder på et børnehjem har hun dokumenteret børnenes opvækst.
”Men jeg kommer meget i naturen, og jeg er også friluftsvejleder. Så selvfølgelig kan man ikke undgå at tage naturfotos”, fortæller hun.
Charlotte har deltaget i KANT Festival syv-otte gange. Festivalen er ny inspiration og en mulighed for at kigge på mange fotos. Men den er også turen værd på grund af naturen i Thy og omegn, som hun tit har besøgt – også når der ikke er fotofestival:
”Jeg er holder meget af at komme i Vejlerne. Og måske være heldig at fange en skestork med kameraet…”

