Madagaskar – forundelige billeder fra en helt anden verden.
Dette er et eventyrland. Isoleret og geologisk ældgammel med en dyre- og planteverden, der er helt unik.
Omkring 80-90 % af alle dyr og planter på Madagaskar er endemiske, hvilket vil sige, at de kun findes her.
Mærkelige skove, insekter med girafhalse, frøer der ligner Sydamerikas pilgiftfrøer, slanger der har falske kviste på hovedet, hele slægter af fugle, der ikke findes andre steder, insekter camoufleret som røde blomster. Ja, listen kan blive meget lang.
Madagaskar har også halvdelen af alle verdens kamæleonarter, inklusive verdens mindste – stor som en lillefingernegl, også lemurerne findes naturligt kun her.
14 fotorejser til Madagaskar
Jan Pedersen tager os med på en kalejdoskopisk og fotografisk rejse ind i de fantastiske regnskove og over de tørre tornede skove, med baobabtræer og mærkelige blækspruttetræer.
Siden 2015 har Jan foretaget 14 fotorejser til denne mærkelige ø. Han fortæller om fotostrategier; hvordan han tænker og udfører fotograferingen. Han viser mange personlige billeder, der er baseret på lys, former og farver, ofte fotograferet med gamle vintage linser, men han viser også billeder taget med de nyeste hypermoderne teknikker. Følg med på en rejse ind i en helt anden verden, en natur som er sårbar og meget truet.
Jan Pedersen er oprindelig dansk og født og opvokset i Jylland, men idag en af Sveriges mest kendte naturfotografer.
Forfatter til 17 bøger
Han er desuden en meget eftersøgt fotolærer, forfatter og verdensrejsende, som i næsten 40 år har ledet naturture og naturfotorejser over hele verden – i alle biomer fra ørkener til regnskove. Han er medlem af Naturfotograferna/N siden 2014 og er en internationalt højt anerkendt fotograf med mange priser.
Han er en af Sveriges mest udgivne forfatter af naturbøger med 17 bøger på samvittigheden, nogle er de mest publicerede naturbøger i Sverige og andre Europæiske lande.
Jan er særligt engageret i bevarelsen af regnskoven og Madagaskars natur. Han søger hele tiden at udvikle sin eget fotografering og sit billedesprog for at få det rigtige udtryk, følelse og budskab med i billedet.
Det bliver med andre ord et eventyr vi skal på, med Jan Pedersen som guide.
© Jan Pedersen