Magnus Reneflot er norsk naturfotograf, æresmedlem af BioFoto samt initiativtager og drivende kraft bag Norsk Naturfotofestival. For Magnus er det at beskæftige sig med naturfoto således en stor del af livet.
Skattejægeren
Om sin tilgang til at fotografere fortæller Magnus: ”Jeg er en lidt over middel nysgerrig fotograf, som stadig leder efter spændende motiver at gemme på hukommelseskortet. Min motivation er at finde noget, som overrasker mig. Finde noget, jeg aldrig har set. Noget, som jeg ikke har været klar over. Som en skattejæger. Med det udgangspunkt er der motiver overalt, det handler bare om at være på udkig.”
Aldrig motivtørke
Magnus oplever sjældent at løbe tør for motiver. For ham findes der altid noget at tage billeder af. Han kan godt lide at fundere over, hvordan spændende former og mønstre er blevet til og hvilke naturkræfter, der har været på spil i processen. Magnus nyder at give sig i lag med sådanne motiver og at formidle dem på sin helt egen måde.
Åben for andres fortolkninger
Magnus vil helst skabe billeder, hvor tolkningen ikke er entydig. Han beskriver det således: ”I modsætning til at skabe billeder som formidler noget, hvor pointen er så tydelig og konkret som mulig, så stræber jeg efter at skabe billeder, som kan tolkes i forskellige retninger. Jeg kan godt lide at dele billeder med andre og høre, hvad de oplever – om de ser det samme, som jeg gør – og blive overrasket over deres tolkninger.”
I foredraget vil Magnus Reneflot gennem stillbilleder, slideshows og levende billeder præsentere sin fascination for gentagne mønstre og former i naturen – uanset om de stammer fra det lille eller det helt store landskab.
© Magnus Reneflot