Jens Renner Christensen
Jens Renner Christensen
Marius Renner Christensen
Marius Renner Christensen

Marius og Jens Renner Christensen 

Udstilling på torvet foran Det Gamle Rådhus - Store Torv, 7700 Thisted  

“Det formede land” 
De 2 brødre Marius og Jens står bag projektet “Det formede land.” De har samarbejdet om at beskrive og formidle, hvordan det danske landskab bruges og forandres. 
Danmark er ikke større, end det altid har været. Men vores ønsker til, hvad vores lille land skal kunne, vokser dramatisk år for år. I øjeblikket er der konkrete planer for 140 procent af Danmarks areal: Vi vil beskytte naturen og klimaet og have mere skov til rekreation. Urbanisering gør, at vi fortætter storbyerne, affolkning gør, at landsbyer dør ud.Vi producerer energi – og masser af foder til dyrene i vores kødindustri – på store, åbne marker. Samtidig stiger middelvandstanden i de kommende årtier og spiser af det areal, vi har til rådighed. 

Fremtidens arealplanlægning 
Marius er fotojournalist, og Jens er videnskabsjournalist. Med hver deres faglige blik dokumenterer de gennem fotografi, videnskabsjournalistik og reportagefortællinger, hvad der sker, når natur, landbrug, byudvikling og klimahensyn kolliderer i fremtidens arealplanlægning. 

Fotodokumentariske fortællinger 
Gennem små fotodokumentaristiske fortællinger fra hele landet rejses påtrængende og aktuelle spørgsmål i denne udstilling om Danmarks arealanvendelse.