
Fuglene i Danmark
Preben Clausen er interesseret i Danmarks kulturlandskab, og hvordan vores forvaltning af landskab, rovdyr og fugle har effekt på fuglene i Danmark.
Uambitiøs indsats
Faktum er, at flere fuglearter allerede er forsvundet fra Danmark, for eksempel hedernes urfugle og hjejler. Flere andre arter som engfuglene hænger kun i med næb og kløer, og bestande af fugle tilknyttet fjordenes planter har haft store nedture på Danmarkskortet. Alle disse udviklinger kan ses som resultatet af årtiers manglende, eller i hvert fald uambitiøse, indsats på miljøområdet.
International forsker og rådgiver for fuglebevarelse
Preben Clausen er seniorforsker på Aarhus Universitet og arbejder primært med bestandsovervågning og -forvaltning af vandfugle og deres levesteder. Preben er rådgiver for Miljøministeriet i forhold til “vandfugleaftalen” (AEWA), der er en stor international naturbevarelsesaftale, underskrevet af 85 lande i Europa og Afrika. Vandfugleaftalen har fokus på forvaltning af trækkende vandfugle ud fra devisen, at ”hvis arter trækker over landegrænser så skal de samforvaltes, ikke bare forvaltes i de enkelte lande”.
Lyspunkter
Selvom der er mange udfordringer for fuglebestandene i Danmark, så ved Preben gennem sit mangeårige arbejde, at det faktisk går godt for nogle arter, og at gennemtænkte forvaltningstiltag, for eksempel reservater og naturgenopretning, giver pote. Preben vil med egne og lånte foto fortælle den fantastiske historie om fuglene i Danmark.