Søren Solkær

Søren Solkær

Udstilling på Det Gamle Rådhus, Store Torv 4

Krystaller på makroniveau

“I hvert atom i universets verdener findes enorme oceaner af verdenssystemer.”

Et skjult landskab åbenbarer sig, når Søren Solkær fotograferer krystaller på makroniveau. Et indre univers af lys og form. Krystaller af aminosyrer består af millioner af mikroskopiske molekyler, som spontant har organiseret sig i faste, gentagende mønstre baseret på atomer.

Disse molekyler er mere end kemiske forbindelser – de er selve livets byggesten, fordi de danner grundlaget for proteiner, celler og organismer. Når de samler sig i krystaller, opstår en orden, som ikke er programmeret ind i det enkelte molekyle. Denne kompleksitet er et eksempel på emergens: et fænomen hvor særlige egenskaber, mønstre eller strukturer opstår i helheden, men ikke kan forklares ud fra delen alene. Struktur uden kontrol. Form uden en skaber.

 

Krystallens skjulte orden

Solkærs billeder dokumenterer en transformation – ikke som statiske resultater, men som øjeblikke i en proces, hvor lys og materiale gensidigt åbenbarer hinanden.

Når lys passerer gennem en krystal, ændres dets retning og hastighed i forhold til krystallens indre struktur. Lysstrålen spaltes i to stråler, der bevæger sig med forskellig hastighed, hvorefter de mødes og interfererer – nogle bølgelængder forstærkes, andre ophæves. Det resulterende farvespil er et direkte udtryk for krystallens skjulte orden.

 

Polariseret Lys

Effekten bliver særligt markant, når Solkær arbejder med polariseret lys, hvor lysbølerne vibrerer i én bestemt retning. Det polariserede lys afslører krystallens dobbeltbrydning og får de skjulte strukturer til at fremstå som glødende felter af farver og mønstre.

På den måde bliver krystallen både et fysisk objekt og et billede – et mikroskopisk landskab, hvor lyset selv fortæller historien om naturens evne til at skabe mønstre, opbygge strukturer og frembringe skønhed gennem relationer. I dette samspil mellem lys og stof ser vi ikke blot, hvordan verden er konstrueret – men også hvordan den bliver synlig.