Wim Vooijs
Wim Vooijs

Wim Vooijs

Foredragsholder

Foredrag: 7. oktober 2023 kl. 16.45

Altid fotograf
Wim Vooijs er hollænder, biolog af uddannelse og passioneret naturfotograf i sin fritid. Han har helt fra barndommen været interesseret i at fotografere og har tidligere arbejdet som freelance event-, bryllups- og portrætfotograf, ved siden af sit faste arbejde.

Fange skønheden under overfladen

Wim er meget inspireret af, hvad naturen har at byde på – særligt i omegnen af sin hjemby, Ede, i det centrale Holland. Den følelse han får af at lade sig inspirere af naturen, kan bedst beskrives med ordet ”forbløffelse” – en forbløffelse over den skønhed, der kan opleves, når man bare ser lidt under overfladen. Wim udtrykker sine tanker således: ”Skønheden og den følelse emnet fremkalder, er det, jeg ønsker at fange gennem kameraet og transformere videre til et fotografi, som beskueren kan relatere til og bliver følelsesmæssigt berørt af.”

Intime portrætter af naturen
For Wim handler fotografi om at skabe kontakt mellem fotografens indre oplevelse, beskueren og det emne, der fotograferes. Emnerne kan være alt det, som naturen tilbyder – fra små uanselige springhaler, til smukke vandnymfer og guldsmede og videre til storslåede landskaber, havet og himlen. Wims tilgang til at fotografere beskriver han således: ”Jeg ser på det, jeg vil fotografere fra flere perspektiver for at undgå, at fotografiet bare ender som et registreringsbillede. Det skal i stedet være et intimt portræt, hvor der er plads til følelser og fantasi.” Resultatet af Wims arbejde går fra genkendelige til helt abstrakte fotografier, men de formidler alle følelser, med det ultimative mål at overraske, stimulere og åbne op for beskuerens fantasi til at opleve naturens indre skønhed.

I foredraget vil Wim Vooijs føre os gennem, hvordan han oversætter sine oplevelser i naturen til fotografiske udtryk.

© Wim Vooijs