
Polaroid-manipulation
Anne-Mette S. Sommer fortæller historier et sted mellem drøm og virkelighed.
Hun tager altid udgangspunkt i naturen, som hun tolker med billeder, der primært er taget med restaurerede SX-70 kameraer og andre retro/udgåede polaroid-modeller. Hendes billeder er ikke nødvendigvis teknisk gode. De kan være uskarpe, og filmene kan have fejl i kemien – men det er netop her, hun finder sin inspiration. I det perfekte, uperfekte udtryk. Hun opfatter verden som et kæmpestort fotografisk motiv, der bare venter på fortolkning.
Ibland anvender hun også Polaroid Lab, når hun har brug for at overføre digitale billeder til Polaroid-formatet.
Arbejder internationalt
Anne-Mette har tidligere boet i Irland. Hun er medlem af det internationale Polaroid-kollektiv The 12:12 Project og InterFace Inagh, et kunstnerkollektiv på den irske vestkyst. Derudover er hun repræsenteret af Studio Galleri Oscar i Lillestrøm uden for Oslo.
Hun har kurateret internationale polaroid-udstillinger såsom :unmittelbar i Tyskland, har siden 2021 været at finde på X-Roid i Bonn og er blevet nævnt af det amerikanske Analog Forever Magazine som en af 16 Film Soup Photographers you need to know in 2023.
Tips og tricks til det fortællende billede
Anne-Mette udstiller og holder foredrag på KANT Festival. I hendes foredrag vil hun dele ud af tips og tricks til det fortællende billede med udgangspunkt i sit eget arbejde og hvilke overvejelser, der ligger bag motiverne, og hvordan hun igennem destruktion af det oprindelige billede hiver en fortælling eller en følelse frem, som det oprindelige billede ikke havde. Dette gør hun ved at arbejde med teknikkerne emulsion lift og film souping.