5 fotografer viser 20 x 20

Foredrag

Fem fotografer fra “Dybt Fokus” viser 20×20 – “Fra hulemaleri til AI”

 

Et tilfældigt møde på en god lokation for naturfotografi satte gang i et fællesskab. Hvad sker der, når en gruppe naturfotografer på tværs af motivkreds og geografi mødes? Har man noget at “bidrage med”, og kan man få inspiration og læring fra hinanden, når fotograferne motiv- og stilmæssigt er meget forskellige? En gruppe danske naturfotografer arbejder med dette i Facebookgruppen “Dybt Fokus.” Ca. en gang om måneden mødes fotograferne uafhængigt af geografi til et onlinemøde, hvor de gavmildt deler viden og inspiration. Stilistisk er der store forskelle. Derfor kan titlen på årets 20×20 med rette beskrives som: “Fra hulemaleri til AI”. Kom med på en spændende rejse i naturfotografiets forskellige udtryksmuligheder, når fem fotografer fra “Dybt Fokus” viser bredden i dansk naturfotografi. Hver fotograf viser 20 billeder præcis 20 sekunder per billede. Hver fotograf har således 6 minutter og 40 sekunder til sin præsentation.

Søren Mainz: Hulemaleri

Med inspiration fra arkæologien forvandler Søren Mainz indtryk til “aftryk.” Søren laver en moderne tolkning af motiverne, som er kendt fra istidens hulemalerier. Ved hjælp af ICM (Intentionel Camera Movement) og multiekponering i kameraet forvandles kendte motivkredse til maleriske tolkninger, hvor naturfotografiets kendte detaljer er erstattet af konturer og farver, der får betragteren til at stoppe op og sanse – der er ingen regler.

Benedicte Wiberg: Vintageobjektiv

Vintageobjektiverne formidler verden med alt det, naturfotografen normalt forsøger at undgå: et strejf af flare og uskarphed. Det uperfekte bliver her det perfekte, der tilfører billederne liv og karakter. Der skabes en kunstnerisk tolkning i mødet mellem de gamle uperfekte objektiver og det moderne kameras perfekthed. Benedicte oplever en særlig glæde, når det lykkes at fange et motiv med en spændende baggrund i et vintagefoto.

Niels Juul Boholm: Makrofotografi

Makrofotografi viser elementer, som normalt overses, når vi betragter dem på afstand. Makro viser det “skjulte”, der ikke umiddelbart kan ses. Når man går tættere på, åbner der sig en verden med overraskende og spændende nye detaljer. Niels har gerne detaljerne som en vigtig del af billedet. Samtidig giver årstidernes skifte hele tiden nye muligheder for at tilføje elementer til billederne: lys, vanddråber, iskrystaller m.m

Thomas Thusholt: Lyset

Når kvaliteten af oplevelser betyder mere end kvantiteten. Det tidlige morgenlys og den sene aftens dæmpede stemning passer til Thomas´ måde at være i naturen på: observerende, tålmodig og nærværende. Fugle er det foretrukne motiv – ikke kun som objekter, men som levende væsener, som Thomas møder med respekt, timing og forståelse. Thomas tolker og formidler lysets betydning for billedet – er det lyset eller motivet, der er det primære?

Bjarne Hansen: På kanten af virkeligheden med AI

Hvad gør AI for os, og hvad gør AI ved os? Bjarne synes, at teknologi og teknologiske muligheder er interessante, både kameraer, billedredigering og på det seneste også AI. Bjarne eksperimenterer med at lave AI-genererede billeder til forskellige formål. Han ser muligheder, men også utilsigtede og negative konsekvenser af alt det spændende nye – Bjarne har altid en kritisk vinkel med.