Frøperspektiv
Hvor mange fotografer indtager et fugle- eller normalperspektiv på deres subjekt, må man sige, at Anders Raagaard hælder mest til frøperspektivet. Som naturfotograf har han nemlig fokus på frøer, tudser og salamandere.
Anders Raagaard arbejder i vådområder og i regnvejr, gerne om natten og nogle gange under vandet. Krævende omgivelser, som dikterer brug af kunstigt lys, vandtæt udstyr og gummistøvler – eller endnu bedre waders.
Tryllebundet af Borneo
Anders’ interesse for naturen startede for alvor i 2018, da han besøgte Borneo. Her arbejdede han med fotografering af frøer, tudser og slanger i en ældgammel regnskov. ”Regnskoven er et ekstremt overvældende økosystem at træde ind i. Jeg var især tryllebundet af, hvordan junglen blev levende på en helt anden måde om natten. Lydene blev forstærket, når synet havde svært ved at tyde landskabet.”
”Da jeg vendte tilbage til Danmark på tærsklen til 2020, var jeg nødt til at afprøve om Danmark havde noget, at byde på for en padde interesseret som mig. 14 arter af frøer, tudser og salamandere viste det sig, at vi havde herhjemme. Det var en umiddelbar skuffelse, når jeg lige var landet fra en ø med over 180 arter. Men jeg har siden lært, at selvom det er fedt at se en ny art hver dag, så kan man lige så vel slippe kreativiteten løs og få fantastiske oplevelser, når man lærer enkelte arter, at kende med et nysgerrigt og åbent sind.”
Formidling som drivkraft
Anders læser i øjeblikket biologi på Københavns Universitet og arbejder på et foto- og formidlingsprojekt om de danske padder. Men en vigtig del af projektet handler ikke om fotografering. Der er noget som langt de fleste mennesker lægger mærke til, før de ser frøen – nemlig frøens stemme. Anders er i gang med at indsamle de danske frøers stemmer og gøre dem tilgængelige på kvæk.nu, så alle nemt kan identificere deres lokale frøer.
Oplev Andres Raagaard på KANT Festival og få et indblik i et univers som kun få kender.
© Anders Raagaard